TEKNISK GUIDE


Her kan du læse mere om de forskellige brændingstyper, vi anvender til fremstillingen af vores keramiske interiør.

Visby Beikes Keramisk interiør - hånddrejet keramisk håndvask med bagvæg af håndlavede keramiske muffelbrændte fliser

MUFFELBRÆNDING


Muffelbrænding eller lavbrændt saltglasur er en proces, som foregår i en muffel opvarmet til temperaturer mellem 1050˚C og 1300˚C.


Muflen er en tæt lukket lerkasse - en slags ”ovn i ovnen”, som pakkes med oxyder, salte og brændbare materialer - i vores tilfælde oftest materialer fundet på stranden såsom sand, tang, skaller m.m.


I muflen opstår nogle særlige kemiske processer - der skabes en atmosfære, hvor de organiske materialer, som den er pakket med, idet de brænder væk, frigiver mineraler og salte, som går i forbindelse med lerets overflade - en oftest svært kontrollerbar proces. Dette giver nogle helt fantastiske, organiske 'landskaber' på de keramiske overflader, ikke mindst på fliser. Hvis du vil have et helt unikt og dekorativt resultat, skal du vælge muffelbrændte fliser.


Muffelbrændte fliser er især egnede som dekorationsfliser, og kan bruges både i kombination med fx. rakubrændte fliser eller som samlet udsmykning, for dem som kan lide en ensfarvet flade, som stadig har en stor grad af variation. De kan laves i mange forskellige farver.



Visby Beikes keramisk interiør - unikke løsninger til dig! Teknisk guide - her kan du læse mere om de forskellige brændingstyper, vi anvender til fremstillingen af vores keramiske interiør.

RAKU


Raku er en gammel koreansk brændingsteknik, som siden har udviklet sig, så den idag udføres på mange forskellige måder. Vi brænder Raku ved en temperatur på 1130˚C, oftest i elektrisk ovn. Emnerne tages rødglødende ud af ovnen og placeres i en tønde med savsmuld omkring.


Det karakteristiske ved Rakubrændingen foregår nede i afkølingstønden ved at savsmulden antændes og anvender tilgængeligt ilt fra ler og glasur til forbrændingen. Denne proces kaldes reduktion (reduceret ilttilgang) og har afgørende indflydelse på glasurens og lerets farver og overflade. Karakteristisk for rakubrændte fliser er de krakelerede glasurer, og den sorte/koksgrå skærv på de uglaserede emner.


Rakubrændte fliser giver et fantastisk flot, råt look, og har mange anvendelses-muligheder som interiør, men vi synes især de egner sig godt til fx. bagvæg i et køkken el. lign., hvor de kan få lov at spille op imod nogle mere rolige flader. De giver således også en oplagt mulighed for at skabe noget liv og effekt i et nybygget hus. Vi laver rakubrændte fliser i mange forskellige farver, som kan kombineres præcis som du synes. 


Rakufliser er nemme i vedligehold - især hvis de får en afvaskning med sæbespåner, før fladen tages i brug.


Visby Beikes keramisk interiør - eksempel på badeværelse med gulv og profiler af håndlavede keramiske stentøjs fliser

STENTØJ


Stentøj er ler, der bliver brændt ved meget høj temperatur, helt op til 1300˚C, hvilket giver et ekstra hårdt keramisk materiale - næsten som menneskeskabt sten - deraf navnet. Stentøjsbrændte fliser er dejligt slidstærke og hårdføre, og har derfor en høj grad af anvendelighed til interiør, både på gulve og vægge, samt i vådrum m.m. Vores hånddrejede håndvaske er også stentøjsbrændte. Stentøjsbrændte fliser er syrefaste og tåler derfor alle rengøringsmidler. De kan laves i et væld af forskellige farver, samt med både blanke og matte overflader, og hvis man så også tør lege lidt med formerne, så er mulighederne næsten uendelige med stentøjsfliser!